Taler I sammen om, hvad forventningen er til, hvor meget I skal arbejde, og om hvor meget I skal være til rådighed på din arbejdsplads? Hvis ikke kan arbejdet brede sig og fylde mere og mere af den enkelte medarbejders liv. 

Det er i høj grad arbejdsfællesskabet, der sætter rammerne og forventningerne til arbejdet, opgaveløsningen og den enkeltes indsats. Måske brænder du så meget for dit arbejde, at du ofte også tjekker din mail om aftenen eller i weekenden. På den måde er du med til at sætte en standard og norm for, hvad andre forventer, og hvad du forventer af dine kolleger. Derudover presses vi samtidig alle af en stærk samfundsdiskurs, som sætter lighedstegn mellem et højt antal arbejdstimer eller generel travlhed og succes og popularitet. Det er velset og anerkendt at kunne arbejde meget og længe. 

Og for mange bliver det en livsstil. Det bliver vores hele identitet og det svære er, at det ofte sker, som en positiv udvikling, hvor vi virkelig elsker vores arbejde.

“Der er bare det ekstra benspænd, at når du elsker dit arbejde, kan det være ekstra svært at erkende, når det er blevet usundt for dig, og en stresssygemelding lurer,” siger erhvervspsykolog Pernille Rasmussen. “Det kan blive en rigtig ond cirkel, hvis du lægger hele din identitet i arbejdet. Hvis vi aldrig rigtig slipper arbejdet og bare læsser mere og mere på, så det kommer til at fylde alt, ender vi til sidst som ’etbenede’. Det er meget skrøbeligt. For hvad nu, hvis det pludselig ikke kører på arbejdet. At du oplever, at du ikke præsterer, som du plejer og måske endda bliver fyret – jamen, så mister du jo alt,” siger Pernille Rasmussen.

Pernille Rasmussen sammenligner blandt andet engagerede og travle medarbejdere med højtydende atleter, og de har et vigtigt behov for restitution. Hvis vi skal kunne præstere på et højt niveau og med høj kvalitet kræver det både pauser og hvile fra arbejdet. Udfordringen er, at det kan være svært at sætte grænser for sig selv, for man kan altid lige tjekke, om der nu er blevet svaret på den vigtige mail, eller om der er helt styr på dagsordenen til mødet i morgen. 

Og udfordringen intensiveres netop, hvis vi ikke løbende får talt med vores kolleger i arbejdsfællesskabet om, hvilke forventninger der er til arbejdsindsatsen. Mangler denne samtale og fælles forståelse, er det kun vores fantasi der sætter grænserne for, hvad vi er oppe imod. ‘Chefen forventer sikkert, at jeg svarer allerede i aften’ eller ‘min dygtige kollega var blevet et par timer mere på kontoret, så opgaven blev færdiggjort’. Fantasier, som  kan være helt uden hold i virkeligheden og som pludselig sætter rammerne for, hvad vi skal leve op til. Derudover kan magtkampe og konkurrence blandt kolleger og ledere yderligere skabe forvrængede billeder af arbejdslivet og gøre, at vi hver især løbende kræver mere og mere af os selv. 

Denne uheldige bevægelse trækker fællesskabet fra hinanden og skaber ensomhed hos den enkelte. Vi får et usundt forhold til vores arbejde, vores kolleger og os selv. Og i værste tilfælde kan vi udvikle stress, angst og depression. Ærgerligt når nu udgangspunktet var, at vi faktisk elskede vores arbejde. 

Derfor skal vi sørge for at sætte nogle gode grænser for vores arbejde, som giver plads til restitution. Vi skal tale sammen og ikke kun med den nærmeste kollega, men på tværs i arbejdsfællesskabet om forventninger til arbejdstid og -mængde. Og samtidig skal ledelse og fællesskab sammen sørge for, at der er plads til både pauser restitution og distance i arbejdslivet. 

Vi giver den sydafrikanske antropolog James Suzman det sidste ord i denne omgang. Han forsker i arbejdslivets historie og i forbindelse med sin seneste bog Work – A Deep History, spørger en journalist fra Information ham om, hvordan et samfund med mere bæredygtige arbejdsvaner ser ud?

“Jeg vil ikke lade, som om jeg har et svar på det spørgsmål. Men jeg ved, at vi har kollektiv rigdom nok til at afprøve alternativer. Vi er nødt til at eksperimentere og være langt mere åbne over for alternative scenarier. For mig ville et åbenlyst første skridt være at forsøge at reducere vores arbejdsdage og have en fire dages uge.”

“Noget af det, som pandemien (corona red.) også rejser et spørgsmål om, er borgerløn. Hvorfor går vi ikke hele vejen og udbetaler penge til alle? Vi kan i det mindste prøve det af. Hvis vi vil have en løsning på de problemer, vi står over for, må vi være modige i forhold til at eksperimentere. Vi må prøve ting af og anerkende, hvis de ikke virker, som vi havde håbet, at de ville.”

Se hele artiklen i Information her. 

Læs om erhvervspsykolog Pernille Rasmussens 3 tegn på at dit arbejde fylder for meget.

Mads Simon Martinussen
Hvis du vil høre mere så skriv til mads@publicfunk.dk